Det kgl. danske Musikkonservatoriums Børnekor

17. august 1999

De foregående dage havde været spændende, indholdsrige, musikalske og alt muligt andet, men børnene synes nu ikke de havde set nok til det "rigtige" Hong Kong. Derfor lod vi i dag være med at deltage i en korprøve i Kulturcentret og arrangerede i stedet en formiddag på egen hånd.

Efter en behageligt sen morgenmad gik vi over i Yip’s korskole, hvor vi havde en lille korprøve. Imens fandt Anni og Merete frem til en rute, som kunne vise et rigtigt kinesisk marked. Vi gik sammen gennem travle gader med kinesiske butikker, skilte og mennesker overalt. Da vi kom til en lille plads hvor vi kunne finde lidt skygge gik vi i den smeltende fugtige varme en rundtur, to sekstetter og fire voksne sammen.

"Adr", sagde børnene tit

Ruten gik gennem et fantastisk myldrende marked. Hele grise blev slæbt ind til slagteren, levende frøer lå i store net, sprællende fisk blev kastet ned i store fade, frugt, grønt og alle mulige ukendte ting var overalt, hele tiden omgivet af de mærkeligste kinesiske lyde.

Det var en intens rundtur, der nok var værd at stå og vente på, selv om tropevarmen var drøj at udholde. Efter rundturen gik vi tilbage til hotellet og blev kølet ned, dog kun i et lille stykke tid, for vi skulle gå (pyha) til koncertsalen, hvor vi fik frokost i vores faste lokaler.

Efter frokosten var der prøve på kæmpekorets program, denne gang sammen med Hong Kongs Børnesymfoniorkester. De var utroligt dygtige, med en lyd som mange voksne kunne misunde dem. Aftensmaden blev serveret på 4. sal, fastfood igen. Man kan godt blive noget træt af det, men arrangørerne havde prøvet at finde på noget forskelligt hver dag.

En stjernestund var det, da den Sydafrikanske dirigent kom på besøg i vores lokaler og indstuderede Siyahamba på den afrikanske måde, med bevægelser og junglelyde. Børnene var helt vilde med ham - og det var gensidigt.

Aftenens koncert gik lige så godt som dagen før. Arrangørerne havde været så begejstrede for Missa Brevis dagen før, at koret (og Jakob) var nødt til at opføre de to første satser igen, og både det og resten af programmet gik perfekt.

Også kæmpekorets del var vellykket. Det blev til en stor lyd og en stor oplevelse med alle de mange vidt forskellige børn på scenen. Koncerten blev overværet af Hong Kongs First Lady, så der var stor opmærksomhed omkring den. Efter koncerten gik vi gennem nattebyen hjem til hotellet, hvor vi efter en sandwich gik i seng.

Dagens citat, en stemme fra børnegruppen: "Nu smelter jeg".