Gladsaxe Kammerkor
20.februar 2006
Beretning for 2005
Det er utroligt som
tiden går – nu igen en generalforsamling, hvor årets begivenheder skal
berettes.
Jeg synes det kører
godt for vores kor. Vi er dygtige og det er ikke mindst vores dirigent Stefan
Hauglands skyld. Du formår at få selv svært stof til at klinge i vore ganer. Det
er dejligt at komme til koraften, fordi du Stefan er med til at skabe en dejlig
munter stemning. Du er altid i hopla til en fortælling, en vittighed eller blot
en spændende forklaring på noget der lyder specielt. F.eks. har vi i vinter
lært at vi ikke længere skal holde en tone – men synge den til den er forbi! Vi
skal heller ikke længere trække vejret – men lade os inspirere! Stefan du er god
til at få smilet frem på alle. Tak for det!
Korweekend igen på
Sølyst ved Fakse Ladeplads, hvor 34 sangglade mennesker brugte en hel weekend,
for at træne Liszt. Vi havde en dejlig social aften, hvor der bl.a. var mange
sjove og flotte opvisninger på, hvad kammerkor stod for.
Vores koncert i
Bagsværd Kirke i maj måned, sang vi forskellige værker af Liszt. Koncerten blev
den sidste i sæsonen – god stemning med fuld kirke, stor applaus – smukke
solister – en god dirigent og organisten Jørgen Ellegård, der fik legende lyde
ud af orglet, meget flot koncert. Hele arrangementet blev rundet af med vores
sommerafslutning som blev holdt i kirken. Mange dejlige madkreationer.
Efter sommerferien
tog vi fat med friske stemmer på det sydamerikanske – brasilianske – nye og
anderledes rytmer. Vi havde dog lige lagt en koncert ind i september i Hellerup
Kirke, hvor vi gentog vores Liszt program. Igen en fin oplevelse, med dygtige
solister.
Til julekoncert i
Søborgmagle Kirke, gav vi en lille forsmag på det brasilianske, suppleret med
julesange. Flot koncert, god klang, fuld kirke og der blev lavet en DVD, så vi
alle kan se os slev i fuld sang.
Og som Stefan
udtrykte det: En koncert med glad opmærksomhed.
Igen i år har vi
måttet konstatere at koret har fået dygtige nye sangere, der har valgt os. Det
er dejligt. Der kom rigtig mange efter sommerferien, som havde lyst til at være
en del af vores kor, og ikke alle er blevet optaget. Der har været forskellige
reaktioner på at få en afvisning. Jeg har gjort mig nogle tanker om, hvordan vi
tager imod nye? Og måske bør vi have nogle retningslinier, så alle føler sig
velkomne, uanset om de bliver optaget eller ej.
Tak til alle der gør
en ekstra indsats med alt det praktiske. opstilling af stole, nodearkivar,
kaffebrygningen – hvis man kan få et personligt ønske opfyldt – er vi flere der
godt kunne tænke os rigtig fløde / mælk til kaffen i det nye år! Jørgen det er
altså ikke sundt med det pulver!
Jeg vil også igen i
år specielt takke dig Karin, for din store indsats for at vores hjemmeside
fungerer. Og tak til både Karin og Bent omkring vore plakater og programmer til
vore koncerter, det giver altså lidt ekstra ved en koncert, at der er et flot
program. Tak skal I have.
Jeg har også i år 2
områder hvor der trænger til en opsang, og i år vil jeg være noget mere direkte
i mit udsagn end sidste år – for det er de samme 2 områder.
Hold jeres bøtte, når
Stefan forklarer under træningen.
Og
Kom for pokker til
tiden så vi kan starte med at synge kl. 19.30.
Tak til bestyrelsen,
tak til repertoireudvalget for vores samarbejde i årets løb.
Jeg ønsker os alle en
god generalforsamling og et godt nyt år for Gladsaxe Kammerkor.
Susanne Frøstrup
Formand